Muren Reinhardt lod sig ikke vælte

Foto: Photo Overlund

Af Morten Toft

Odense Håndbold blev for stor en mundfuld for TTH Holstebro tirsdag aften i Odense Idrætshal. Værterne havde kontrol over kampbegivenhederne og vandt en komfortabel sejr på 29-19. 

TTH Holstebro må desværre sande, at der heller ikke efter femte runde i DM-slutspillet kom point på kontoen. Det er en realitet efter at grundspilsvinderne fra Odense Håndbold besejrede TTH Holstebro i egen hule.

Hjemmeholdet var foran fra start til slut i opgøret, og kampens første ti minutter vidnede om at det var et Odense-mandskab, der var opsat på at sikre en sejr, og dermed fastlåse førstepladsen i slutspilspulje 1.

5-1 lød føringen nemlig på efter ti minutters spil, og herfra blev det op ad bakke for de hvide, som aldrig fandt vejen forbi en velspillende Althea Reinhardt i Odense målet. Målvogteren gjorde det onde ved TTH Holstebro med en redningsprocent på 52% set over hele kampen. Størstedelen af redningerne kom i kampens første 30 minutter, hvilket betød en pausestilling på 13-8 i hjemmeholdets favør.

I februar-måned kom TTH Holstebro mirakuløst tilbage mod de orange-blusede efter at have været bagud med syv ved pausen; men sådan skulle det ikke gå denne gang. Tværtimod. Odense Håndbold trak i stedet fra TTH Holstebro, og der kom aldrig tvivl om kampens udfald i anden halvleg, hvor det hele sluttede med en sikker sejr til hjemmeholdet på 29-19.

TTH Holstebro afslutter DM-slutspillet mandag den 22. april mod Nykøbing Falster Håndboldklub. Kampen spilles på udebane.

 

Odense Håndbold # TTH Holstebro 29-19 (13-8)

Kampstatistik TTH Holstebro
Redninger: Sara Kececi 2/8 (25%) Louise Egestorp 9/32 (28%)
Mål: Lærke Christensen 4, Sara Stougaard 3, Inger Smits 3, Line Frandsen 3, Siw Aabech 2, Emilie Bertelsen 2, Laura Jensen 1, Sofie Østergaard 1.
Udvisninger: 1

Kampstatistik Odense Håndbold
Redninger: Althea Reinhardt 20/38 (52%)
Mål: Trine Jensen 5, Nadia Offendal 4, Kathrine Heindahl 4, Stine Jørgensen 3, Susanne Madsen 3, Ingvild Bakkerud 3, Suzanne Bækhøj 3, Freja Cohrt 2, Mathilde Schæfer 1, Kamilla Larsen 1.
Udvisninger: 2

Be the first to comment

Leave a Reply