Medaljeparade for KFOR hold 40B

Det var en gladere dag end sidst vi stod til parade her på denne plads. Det var til udsendelsesparaden for holdet, og dermed starten på savnet. Men nu er de hjemme efter tre måneder i Kosovo. Nogen er lidt mere solbrune, nogen er mere trænede… nogen er 😉

Kærester, forældre, børn og en enkelt hund har fundet vej til Dragonkasernen onsdag, og netop som paraden gik rigtigt i gang, og regimentschefen, oberst Anders Poulsen, meldte sin ankomst, begyndte det at regne. Men uanfægtet fortsatte paraden, og regimentschefen skridtede paraden af, fulgt af regimentsbefalingsmanden, chefsergent Bo Hougaard. Regnen tog til under oberstens tale, og paraplyerne fundet frem.

De nye værnepligtige, der kom forbi paradepladsen, blev her på dag tre udsat for deres første militære parade, og de sendte lange undrende blikke, og tænker måske på om det bliver dem en dag, der kan stå foran sine pårørende, efter en værdig indsats for Fædrelandet. For uanset om det er en mission af den mere behagelige art, så som regimentschefen sagde i sin tale, så er der en grund til at det er soldater vi sender derned. Han sagde også velkommen til hjem til soldaterne, og velkommen til de pårørende. Han mente også at tro, at de pårørende havde fundet udsendelsen lang nok.

Regimentschefen og regimentsbefalingsmanden var på besøg i missionen i juni måned, og selvom det var et kort besøg, var det absolut turen værd. Holdet har løst opgaven professionelt fra første til sidste dag, hvilket også var blevet bemærket af Ældste Danske Officer (ÆDO) i missionen. ”Han kunne godt mærke det var Dragoner der havde vagten”.

Det er en medaljeparade, og chefen for holdet åbnede geledderne, og regimentschefen og regimentsbefalingsmanden kunne overrække de velfortjente medaljer til soldaterne, midt under hvilket, solen brød frem, og soldaterne kunne nyde et par enkelte solstrejf, her forlods deres kommende sommerferie. Men måske er det ikke for meget at sige, at det ikke var soldaternes medaljer, som børnene i blandt de pårørende ventede på. De skulle også have medaljer for deres tapperhed, mens de skulle undvære deres soldat. Det er en stor fornøjelse, at se hvor stolte børnene bliver når de får medalje på – ligesom deres soldat. Og en stor fornøjelse at se, at det formelle viskes ud til fordel for et nærvær og en kontakt med børnene, der gør at de forhåbentligt føler sig set og værdsat, ikke bare af deres soldat, men også af det danske Forsvar. Det er ikke let at undvære dem man elsker. En medalje kan ikke tage savnet væk. Men vi kan fejre at de er hjemme igen.

En trompeter fra Prinsens Musikkorps spillede Den Tapre Landsoldat – og det er jo det de er. Store såvel som små.

For flere billeder se regimentets facebook side HER

Be the first to comment

Leave a Reply